Swipe to the right

Bliv klogere på hvornår, hvor ofte og hvorfor du skal vaccinere din hvalp

Bliv klogere på hvornår, hvor ofte og hvorfor du skal vaccinere din hvalp

Når man er ejer af en hvalp, så er der mange ting, som man skal huske og tage stilling til. En af disse ting er vacciner. Hvor ofte skal man vaccinere sin hvalp, og hvorfor skal den vaccineres? Men lige så vigtigt - er der nogen risiko ved at få sin hvalp vaccineret? Disse spørgsmål og svar vil blive gennemgået nedenfor.

Hvorfor skal jeg vaccinere min hvalp?

Hvalpen bør vaccineres for at beskytte den bedst muligt, hvis den skulle blive udsat for smitte. Når hvalpen er blevet vaccineret mod diverse sygdomme, så vil den selv danne antistoffer mod sygdomme. Det siges at jo højere indhold af antistoffer mod den pågældende sygdom, desto bedre beskyttelse. De første uger af hvalpens liv formår den ikke at danne antistoffer selv. Hvalpene får maternelle antistoffer gennem råmælken fra deres mor, som beskytter dem i op til 8-12 uger efter fødslen. For nogle år siden blev der udviklet en ny vaccine, som gør, at hvalpe kan blive vaccineret fra de er 8 uger gamle. Det betyder, at det er muligt at afdække hvalpene i den periode, hvor de maternelle antistoffer ophører og produktionen af deres egne starter.

Hvad vaccineres hvalpen mod?

Hvalpen vaccineres altid med en basisvaccination, som er mod smitsom leverbetændelse, hundesyge, og parvovirusdiarré. Disse sygedomme er vigtige at vaccinere sin hvalp mod, da disse kan resultere i varige mén, eller i værste fald kan hvalpen dø. Basisvaccinen kan suppleres med andre vacciner, da hvalpen kan have behov for yderlig beskyttelse, alt efter hvor den primært færdes.

Hvornår og hvor ofte skal jeg vaccinere?

Hvalpen skal vaccineres første gang, når den er 8 uger gammel, lige inden den forlader opdrætteren. Herefter skal den vaccineres igen, når den er 3 måneder, det vil sige cirka 12 uger gammel. Fordelen ved disse tidlige vacciner er, at hvalpen ikke er nødsaget til at blive isoleret fra andre hunde. Det har en stor betydning for socialiseringen af hvalpen, at den har mulighed for at møde og lege med andre hunde uden smitterisiko. Herefter kan der være en 4 måneders vaccine, men om denne vaccine til vælges kommer an på hvilket miljø hvalpen færdes i, eksempelvis hvis hvalpen befærder sig i et miljø med større smitterisiko. Det er en god idé at tage en snak med dyrlægen, om hvorvidt det er nødvendigt at hvalpen får en vaccine ved 4 måneders alderen.

Fremover skal hunden vaccineres hvert eller hvert andet år, afhængig af hvilke miljøer den færdes i, og om den bruges til træning, udstilling, jagt m.m. Dette finder man ud af med dyrlægen, da det også afhænger af hvilke vacciner hunden har/skal have, da nogle vacciner skal fornyes oftere end andre.

Skal min hvalp/hund vaccineres når vi skal til udlandet?

Ja – hunden skal vaccineres mod rabies, inden man rejser til udlandet. Dette skal som hovedregel gøres minimum 3 uger før afrejse. Det er dog vigtigt, at man tjekker op omkring, hvilke vacciner hunden skal have til det specifikke land, da der ofte er tale om individuelle landekrav. Husk også altid, at have hundepas med på rejsen.

Er der nogen risiko ved at vaccinere?

Der er normalt ikke nogen risiko ved at vaccinere sin hund, og tusinder af hunde bliver vaccineret hvert år, hvor kun få oplever komplikationer ved dette. Det er vigtigt, at skelne mellem lette bivirkninger og egentlige komplikationer der kan forekomme ved vaccination. Ofte vil man ikke se nogen ændring hos hunden efter en vaccination, men hos nogle hunde – især hvalpe – kan en let bivirkning som træthed forekomme. Hvalpen vil virke mere træt end normalt resten af dagen, hvoraf den er sig selv igen dagen efter vaccinationen.

Meget få hunde er allergiske overfor vaccinen. Hundene reagerer ikke overfor selve vaccinen, men overfor det bærestof som vaccinen indeholder. Hvis hunden er allergisk vil den oftest indenfor kort tid efter vaccinen er givet (cirka 10 minutter) udvikle et anafylaktisk chok. Hvis dette skulle ske, så skal man søge dyrlæge hurtigst muligt, som kan behandle hunden. Det er dog meget sjældne komplikationer, og skal selvfølgelig sættes op mod de omfattende komplikationer der kan opstå ved smitte og udvikling af sygedomme som en uvaccineret hund skulle gennemgå.

Husk altid at hunde reagerer individuelt på vacciner, da det kommer an på deres immunstatus. Derfor er det altid en god idé at tale dyrlægen om, hvilke vacciner netop din hund skal have, og hvor ofte de skal gives ud fra det miljø den lever og færdes i.

Andre artikler i kategorien Hund

Indkald af din hund på gåturen

Et godt indkald er en uundværlig færdighed hos en hund! Det er en af de færdigheder, som er mest efterspurgt ude på træningspladserne. Et godt indkald kan være afgørende for, om hunden lever sit liv for enden af en snor, eller om den ...

Trækkeleg som den ultimative belønning

Hvis du har en hund, der er glad for legetøj, kan trækkeleg bruges som den ultimative belønning. Igennem trækkeleg, får du rigtig god kontakt med din hund, og du lærer din hund, at det er sjovt at være sammen med dig og lege med dig. Du ...