Swipe to the right

Tandpleje til hunde

Tandpleje til hunde

Tandpleje til hunde


Kan en hund leve hele sit liv med en sund mund? Dvs. en mund med sunde og stærke tænder, gummer og kæber. Det burde være enhver hundeejers mål, og det er bestemt ikke uopnåeligt. Alle som har set (og lugtet!) en hund med rødt, betændt tandkød, masser af tandsten og dårlige tænder, ved hvor galt det kan gå, hvis man ikke i tide arbejder på at holde sin hunds mund sund. Og tænk på hvor meget hundens livskvalitet øges, hvis den aldrig skal døje med dårlige tænder og de uundgåelige smerter, dette forårsager. Den mindste smerte i vores mund påvirker vores livskvalitet negativt. Det er nøjagtigt det samme for hunde. De har bare sværere ved at give udtryk for, hvad problemet er. En mund fyldt med dårlige tænder og dårligt tandkød påvirker i øvrigt hele hunden. Betændelse i mundhulen kan ofte have bivirkninger i form af sygdomme andre steder i kroppen, som fx hjerte-, lever og nyresygdomme, fordi bakterier bliver transporteret fra munden via kredsløbet til de andre organer.

Hunde har 42 tænder. De skal holdes rene. Ligesom mennesker skal hunde have børstet tænder – helst hver dag, men i det mindste hver anden dag, hvis man virkelig ønsker at opnå en gavnlig effekt. Det er bedst at vænne sin hund til tandbørstning i en tidlig alder, allerhelst mens den endnu er hvalp. Det er ikke så svært som mange tror. Man kan anvende en almindelig tandbørste med bløde børster, eller en tandbørste specielt til hunde. Anvend ikke mennesketandpasta med fluor til hunde. Hunde sluger det meste af tandpastaen og de har ikke godt af fluor, som kan give dårlig mave. Man kan få råd og vejledning hos sin dyrlæge, både når det kommer til valg af tandbørste og tandpasta, og også hvordan man kan vænne sin hund til at få børstet tænder.

Foder, godbidder og visse former for tyggelegetøj kan også hjælpe med at holde hundens tænder rene, massere gummerne og give kæberne noget at arbejde med. Mange tørfoderprodukter kan hjælpe, enten vha. en stor foderpille, en speciel fiberstruktur eller indhold af særlige mineraler (polyfosfater), der medvirker til at nedsætte dannelsen af tandsten. Tandrensende godbidder kan hjælpe, enten vha. mekanisk aktion når hunden tygger godbidden, vha. godbiddens konsistens og struktur, som kan gnubbe belægninger af tænderne, eller ved at indeholde særlige mineraler (polyfosfater).

Hunde er generelt meget glade for at tygge og gnave i ting, så set ud fra et adfærdsmæssigt synspunkt er det fornuftigt at give hunden lejlighed til at udøve denne helt naturlige adfærd. Udover at tandrensende godbidder og tyggelegetøj kan hjælpe med at holde tandsten nede, er de også med til at massere gummerne og give kæberne noget at arbejde med. En hurtig advarsel mod brug af tennisbolde, der bestemt ikke kan anbefales som tyggelegetøj. Overfladen på en tennisbold samler meget hurtigt en masse sand og andre småpartikler, så overfladen på tennisbolden kommer til at virke som sandpapir på hundens tænder, hvilket kan medvirke til at ødelægge emaljen.

Så hvor starter man? Som sagt er det bedst at starte forebyggende tandpleje i hvalpestadiet, men man kan sagtens starte senere i hundens liv. Lugt til din hunds ånde og tjek din hunds tænder. Eller endnu bedre: Bed din dyrlæge om at give din hund et tandeftersyn. Hvis din hund på nuværende tidspunkt har en sund mund, så start med den forebyggende daglige tandbørstning samt foder, godbidder og tyggelegetøj, der kan hjælpe. Hvis din hund allerede har tandproblemer anbefales en tandbehandling hos dyrlægen, hvor tænderne bliver renset med en ultralydsrenser og derefter poleret, hvilket gør det sværere for tandsten at gendannes på tænderne. Hvis der er andre problemer, som fx tandkødsbetændelse eller en knækket tand, vil dyrlægen selvfølgelig også behandle disse og anbefale korrekt hjemmepleje.

Rigtig god fornøjelse med den forebyggende hjemmetandpleje og din hunds øgede livskvalitet.

Andre artikler i kategorien Hund

Danser med hunde

Træner du tricks med din hund og har lyst til at bruge det til lidt mere end kun sjov aktivering? Så er Freestyle måske noget for dig. Freestyle er den ene af to grene i hundesporten Heelwork to Music (HTM). Sporten kaldes nogle gange for do...

Sådan kan du undgå at din hund hopper op

Måske kender du det... Man er ude at gå tur, møder en man kender, og ens hund springer op af vedkommende i begejstring eller i håbet om der falder en godbid. Eller man får gæster og ens hund springer op af dem som en tosset hoppebold elle...

Velkommen til OLIVERS

Hos OLIVERS kan du selv vælge, om du ønsker at købe dine varer som medlem af ClubOlivers eller ej.

Beslutter du dig for at købe som medlem, så er første måned helt gratis. Prisen er herefter kun 79 kr./md, og kan opsiges uden problemer, hvis du ønsker det.

Som medlem af ClubOlivers får du altid 25% rabat på foder samt høje rabatter på godbidder og tilbehør

Velkommen til OLIVERS