Swipe to the right

Pels & fældning hos hunde og katte

Pels & fældning hos hunde og katte

Pels & fældning hos hunde og katte

Langt de fleste hunde og katte fælder, og det gør mange af dem mere eller mindre hele året rundt. Det ved den eller de personer i husstanden, som har ansvaret for at støvsuge alt om! Fældning hos hunde og katte er en naturlig proces, fordi hvert enkelt hår har en begrænset levetid. Først vokser håret, derefter sidder håret i hårsækken som en del af pelsen igennem kortere eller længere tid, og til sidst bliver håret fældet. Hunde og katte fælder i et mosaikmønster, og på grund af, at både dagslængde og lufttemperatur influerer fældning, topper denne normalt i foråret og efteråret.

Genetik, hormoner og andre faktorer, såsom stress, har indflydelse på, hvor meget den enkelte hund eller kat fælder. Nogle racer fælder rigtig meget, andre meget lidt, og det er op til ejeren at sørge for den nødvendige pelspleje, der passer til den enkelte hunds eller kats behov. Fjernelse af gamle hår ved børstning er stadig den bedste strategi, når det gælder forebyggelse af at have hunde- eller kattehår i hele huset.

For at opretholde en god pels og minimere fældning er det vigtigt at vælge et foder med højt indhold af kvalitetsprotein. En stor andel af det daglige proteinindtag bliver nemlig brugt til at opretholde hud og pels. De essentielle omega-3 og omega-6 fedtsyrer i korrekte og afbalancerede mængder er også vigtige, og det samme gælder A-, B- og E-vitaminer samt mineraler som zink og kobber. Det er også vigtigt at man som ejer ikke ukritisk vælger at give sin hund eller kat ekstra mineraltilskud med højt indhold af calcium, da calcium i høje mængder kan binde noget af den zink og kobber hunden eller katten spiser, som derved ikke kan optages og udnyttes. Der er set tilfælde hvor hunde eller katte viser tegn på zink- og kobbermangel pga. for højt indtag af calcium. Hunde og katte på et godt fuldfoder, der passer til deres alder og livsstil, har under normale omstændigheder ikke behov for yderligere tilskud af calcium.

Hvis man har en hund eller kat der fælder helt ekstremt meget, kan det anbefales at se på hvad hunden eller katten spiser. Nogle individuelle hunde og katte har et højere end normalt behov for visse næringsstoffer, enten pga. deres race, livsstadie eller livsstil. Så et foder der under normale omstændigheder ville fungere fint, kan vise sig ikke at være godt nok til den enkelte hund eller kat på det pågældende tidspunkt, i det mindste ikke uden at tilsætte det rigtige tilskud. Det er selvfølgelig vigtigt altid at rådføre sig med sin dyrlæge – for det første for at være sikker på, at fældningen ikke er forårsaget af et mere seriøst helbredsproblem, og for det andet for ikke at komme til at vælge et tilskud, der ikke er velegnet til det enkelte dyr.

Hud- og pelsproblemer er ret almindelige, og hvis man har en hund eller kat der viser symptomer på et hudproblem, som fx så voldsom fældning, at hunden eller katten ender op med bare pletter eller tynd pels, kan det stærkt anbefales at få en aftale hos sin dyrlæge, så man så hurtigt som muligt kan starte den helt rigtige behandling. I mange tilfælde kan problemet hurtigt identificeres. I andre tilfælde kan flere besøg hos dyrlægen blive nødvendige, før problemet er udredt. Generelt er chancerne for hurtig udredning bedst, hvis hunden eller katten bringes til dyrlægen tidligt i forløbet. Det er muligt, at ens egen dyrlæge henviser til en dyrlæge med speciale i hudsygdomme, for at hunden eller katten kan blive udredt bedst muligt. Der er mange forskellige undersøgelser, dyrlægen kan foretage, for at identificere årsagen til problemet, og der findes heldigvis en bred vifte af behandlingsmuligheder der kan afhjælpe hudproblemer, så hunden eller katten igen kan få en sund og blank pels.

moelb@mail.dk 13. mar. 2018 at 07.23
Vedr. fældning hos hund, så bruger vi at gi' dem gærtabletter. Dette virker hos os og hundene fælder mindre i det daglige. Hilsen Lilli Møller.
Ulla Nybo Jakobsen 15. apr. 2018 at 17.40
Nu er der jo stor forskel på pels. Nogle hunde har en tyk underuld og andre har kun et tyndt lag dækhår. Derfor vil der jo være stor forskel på fældningerne.
Carina Kristensen 16. apr. 2018 at 09.56
Hej Ulla. Ja det har du helt ret i. Der er forskel på hvor meget hunde og katte fælder. Derfor skriver vi også, at man selv skal vurdere, hvor meget ens hund eller kat har brug for af pelspleje. Det er jo ejeren, som kender sit kæledyr bedst :-) Mvh. Carina, OLIVERS

Andre artikler i kategorien Hund

Giv din hund et lettere liv

Overvægt og fedme er et stigende problem hos hunde. Faktisk estimeres det, at cirka hver 3. hund kan betegnes som overvægtig. Problemet er blevet så stort, at flere fagfolk nu kalder overvægt for en sygdom.Overvægt skyldtes primært, at dy...

Tips til den ældre hund fra dyrlæge Linda Due

Tag hensyn: Langt de fleste seniorhunde har en nedsat fysisk aktivitet, så de bør kun motioneres så meget, som de selv har lyst til.Hold øje med forandringer: Gennem et langt liv har du lært at kende din hunds adfærdsmønster. Opstår der...