Swipe to the right

Med hundehvalpen på stranden...

Med hundehvalpen på stranden...

Hvis du tager din hundehvalp med til stranden skal du være indstillet på, at det er hvalpen, der sætter dagsordenen, og du må rette ind efter den.

Din hvalp skal have noget alder før du tager den med på stranden. Den skal være færdigvaccineret, dvs. mindst tre måneder og gerne 3,5 - 4 måneder før den kommer med til vandet.

Hvalpe kan ikke holde til at være på en solrig strand hele og halve dage, så strandturen med hvalpen skal ikke vare i timevis. Du bruger solbriller når du er ved stranden, men det gør din hvalp jo altså næppe, men dens øjne påvirkes i samme grad som dine af det kraftige lys ved vandet - det er bare en af grundene til at hvalpe ikke skal opholde sig på stranden i mange timer.

Når du kommer ned til stranden skal du passe på, at din hvalp ikke giver sig til at drikke af det salte havvand for det kan den ikke tåle. Problemet er bare, at for en lille uerfaren hvalp, der er vand bare vand. Derfor kan hvalpe faktisk godt finde på at drikke havvand, og det får de det rigtig skidt af, så der må du, som ejer, sørge for at hvalpen ikke drikker havvand.

Parasol og solcreme

En hvalpeudflugt til stranden kræver, at du medbringer forskellige ting. Hvis meningen er at du skal ligge og sole dig, og have din hvalp med, så sørg for at hvalpen er luftet grundigt hjemmefra. Ellers skal du nok ikke regne med at den gider ligge ved siden af dig under parasollen og snorke. Og en parasol skal der helt klart til hvis du har din hvalp med til stranden. Det skal være en god, stor parasol, der kan give masser af skygge. Uden skygge kan en hundehvalp simpelthen ikke opholde sig på stranden, hvis vi taler om at slå sig ned på et tæppe i vandkanten.

Godt nok er du ved vandet, men du skal også selv have vand med, gerne afsvalet i køletaske. Sørg for at hvalpen hele tiden har adgang til køligt ferskvand, det er meget vigtigt. Skal du sole dig, mens din hvalp ligger i parasollens skygge er det også en god ide at have et par gnaveben- fra Olivers - med til hundehvalpen. Ellers er det ikke sikkert, at du får så meget ro til at slappe af i solen.

Solcreme er formodentlig standardudrustning i din strandbagage, men det er ikke kun din sarte hud, der kan have glæde af solcreme. Har du en decideret hårløs hund ved du sikkert, at du skal smøre den ind i solcreme på samme måde som du gør med dig selv. Hvad mange ikke er klar over er, at også helt almindelige hunde med pels kan blive forbrændt af solen. Meget ofte på næsen og næseryggen, men i princippet på ethvert sted hvor pelsen er tynd. Sådanne steder, fx hvalpens næseryg, dens armhuler, maveskind - hvalpe elsker at ligge på ryggen og blive kløet på maven - skal du smøre ind i solcreme når du har din hvalp med på stranden - ellers risikerer du at din hund blive solskoldet, og det er præcis så ubehageligt for hunde som det er for mennesker.

Leg på stranden

Ligesom mennesker har hunde en sød tand. De fleste hvalpe er således vældig begejstrede for is. Men kan hvalpe tåle is? Ja, nogle hvalpe tåler is uden problemer af nogen art, mens andre hvalpe kan få lidt tynd mave af en is. Som hvalpeejer må man prøve sig frem om ens hund kan tåle at spise is - der er næppe nogen tvivl om at tilbyder du hvalpen en is, så siger den ikke nej tak. Man kan så tilføje, at is ikke kan gøre nogen skade som sådan på hvalpen, så der sker altså ikke noget ved at lade hvalpen få en mundfuld is.

Frisbee’s er sjove og en ting man ofte ser på strande. Mange hunde synes det er fantastisk underholdende og skægt at løbe efter og hente en frisbee. Nogle hunde springer endda højt op i luften for at gribe frisbee’en. Det er dog en leg for voksne hunde og bestemt ikke for hvalpe, så glem frisbee indtil din hund er blevet voksen. Hav i stedet en bold med som du kan lege med hvalpen med. Hvis du triller - triller, ikke kaster til en lille hvalp - bold med hvalpen, skal du tænke på, at det er meget hårdere for hvalpen at løbe rundt på stranden end hjemme i haven, så I skal ikke lege så længe. Og endelig skal du også lige huske at strandsand kan blive meget varmt at gå på for hvalpe, der jo er på "bare poter". Så husk lige ind i mellem at sparke sandalerne af og mærk efter med dine egne, nøgne fødder, hvor varmt sandet er.

Vandhunde

Er det en vandhund du har, ja, så vil din hvalp sikkert gerne med ud at bade. Svømning kan være en lidt lumsk form for motion. Mens man svømmer mærker man typisk ikke hvor hårdt det rent faktisk er for kroppen, og hvor mange muskler man bruger. Først når man kommer op af vandet opdager man hvor meget man har brugt sig selv. Små hvalpe bør derfor ikke svømme - for det kan meget let overanstrenge dem - så de bør nøjes med at soppe. Er din hvalp lidt ældre, og gerne vil ud at svømme, skal du selvfølgelig igen passe på ikke at overgøre det. Risikoen er især, at hunden får en såkaldt vandhale fordi den overanstrenger sig ved at svømme. Og så skal du i øvrigt også lige huske at passe på dig selv hvis du svømmer med en stor hvalp.

Ligesom mennesker skal hunde lære at svømme, og hvalpe er ikke altid særlig gode til det. Det medfører ofte, at hvalpen ligesom trækker forkroppen lidt op og så i øvrigt padler helt vildt med forbenene. Samtidig så ser hvalpen ikke ret meget fordi den jo altså skal koncentrere sig om at holde sig flydende. Du bør derfor tilstræbe at holde dig ved siden af din hvalp og ikke foran den når I er i vandet sammen, ellers kan du let risikere, at hvalpens kløer kradser dig noget så eftertrykkeligt på din mave eller lår, og det er altså noget der kan være ganske overordentlig ubehageligt.

Nyd stranden med hvalpen

Når alt det er sagt så nyd stranden sammen med din hvalp og hyg dig sammen med den. Hvis du er opmærksom på de ting, der kan udgøre en risiko, vil du sandsynligvis kunne undgå dem og få et par dejlige timer på stranden sammen med din hvalp.

Andre artikler i kategorien Hund

Tips til den ældre hund fra dyrlæge Linda Due

Tag hensyn: Langt de fleste seniorhunde har en nedsat fysisk aktivitet, så de bør kun motioneres så meget, som de selv har lyst til.Hold øje med forandringer: Gennem et langt liv har du lært at kende din hunds adfærdsmønster. Opstår der...

Tarmbakterier og præbiotika

Tarmbakterier og præbiotika Både mennesker og dyr har virkelig mange mikroorganismer i deres tarm. I en rask tarmkanal hos et voksent menneske er der over 1000 forskellige arter, og i alt er der omkring 100 billioner mikroorganismer, hvil...