Swipe to the right

Med hundehvalpen i sommerhus...

Med hundehvalpen i sommerhus...

Får man hundehvalp om sommeren, kommer den lille sommerhvalp ofte rigtig meget med rundt. Som nybagt hvalpeejer skal man dog huske at tænke sig om - sommeren er ikke kun sjov i solen, den er faktisk også fyldt med farer for små hundehvalpe.

Hvalpe elsker at være sammen med deres familie, og hvis familien holder ferie i et sommerhus skal hundehvalpen selvfølgelig med. Hvis det er et lejet sommerhus, så husk at sikre dig at hunde er velkomne. Og hvis du alligevel skal leje et sommerhus, så prøv at få et hvor der er hegn omkring. Det gør ferien så meget mere afslappet for dig og sjovere for hvalpen, der kan få meget mere bevægelsesfrihed, når der er et beskyttende hegn omkring den.

Vær ude i god tid, at du kan nå at få lavet et nyt hundeskilt til hvalpen med feriehusets adresse i. Er det dit eget sommerhus I skal tilbringe ferien i, ja, så er det selvfølgelig en engangsinvestering at få hundetegn med ferieadressen. Men også hvis du holder ferie i et lejet sommerhus er det en god ide at få lavet navneskilt til hvalpen med ferieadressen. Hvert eneste år er der hunde, der forsvinder fra deres ejere under en ferie, og chancen for at du hurtigt genforenes med din hvalp stiger ganske betragteligt hvis sommerhusets adresse står i hundetegnet i halsbåndet. Og ja, så skal du måske have lavet et nyt hundetegn til din hund hvert år når I tager på ferie - og hvad så? Det koster måske 50 kroner, og du får jo sikkert også lidt nyt inden du skal på ferie - så hvorfor ikke også din hund?

Øje på hvalpen

Det kræver selvfølgelig mere af dig som ejer at tage på ferie med en hvalp end med en voksen hund. Det kan sagtens lade sig gøre, til glæde både for dig og din hund. Først og fremmest skal du huske, at din hvalp kommer i sommerhuset - lejet eller eget sommerhus - for første gang. Den kender ikke noget som helst af huset eller området, så det er vigtigt, at du sørger for hele tiden at holde øje med hvalpen. Små - eller større - hvalpe løber ikke hjemmefra, men de kan så let blive distraheret - løbe efter en sommerfugl, følge en spændende fært eller lignende - og pludselig er de væk. Er hvalpen lille nok kan den jo faktisk være ude af syne bare græsset er lidt højt. Sker det vil hvalpen reagere som et hvilket som helst andet barn - den bliver bange. Og så kan det ske, at den bare styrter planløst af sted - og på den måde kommer endnu længere væk. Hvalpe evner sjældent at finde tilbage til deres udgangspunkt sådan som voksne hunde, så hold derfor godt øje med hvalpen - eller sørg for der er et solidt hegn omkring den.

Grillmad og hundehvalpe

Sommeren er grilltid. Og der skal du altså virkelig være forsigtigt hvis du har fået hvalp. Kombinationen af lækkert duftende pølser og den gloende varme grill kan være meget farligt for hvalpe. Samtidig er mange grille så lave, at det er ret let for en hvalp at komme til det, der ligger på grillen. Og det kræver ikke meget fantasi at forestille sig hvor galt det kan gå - både for hvalp og omgivelserne i øvrigt - hvis hvalpen hopper op ad grillen - eller hvis hvalpen måske endda får væltet den. Så hold hvalpen og grillen adskilt, i hvert fald indtil du er sikker på, at hvalpen har forstået at den skal holde sig væk fra grillen. Når man griller sker det tit at der er et par pølser, som får lidt for meget - og hvor ender sådanne? Ja, ofte hos hunden, det er også fint nok, bare de ikke er for varme når du giver dem til din hvalp. Hvalpe er som regel ret forslugne og spiser ukritisk hvad der sættes for dem. Hvis du smider en stump varm pølse ned til din hvalp, vil den mange gange slet ikke opdage, at pølsen er alt for varm, men bare hugge den i sig - i værste fald med brandsår i mund og svælg til følge. Husk derfor altid at sikre dig at rester fra grillen er tilpas afkølede inden du giver dem til din hundehvalp. Og prøv så ellers så vidt muligt at sørge for, at hvalpens primære fødekilde er dens sædvanlige hundemad - også selvom resten af familien lever lidt mere tilfældigt med maden når det er ferietid. Hvalpe har bedst af hvalpefoder og af det samme mad hver dag, så grillpølser og andet ferieguf bør kun være som enkelte godbidder i ny og næ.

Farlige dyr

Det siger sig selv, at man skal passe på med hvepse og hundehvalpe. Når du sidder på terrassen en herlig sommermorgen med morgenmaden kan det lækre jordbærsyltetøj godt tiltrække hvepse. Den typiske hvalp vil snappe efter hvepsene - ligesom den gør med fluer - problemet er jo altså bare, at hvepse stikker. En hvalp, der får et hvepsestik i mundhulen kan i værste fald hæve så meget, at den får problemer med at trække vejret. Pas derfor på med hvalpe og hvepse, det er en dårlig kombination.

Et andet dyr man heller ikke ønsker at hundehvalpen skal have nærkontakt med er hugorme. Og rent faktisk er rigtig mange sommerhusområder kendetegnet ved at være rigtig gode levesteder for hugorme. Du kan i vid udstrækning forhindre nærkontakt mellem din hund og hugorme ved at holde hunden i snor de steder hvor den især kan være udsat for at møde hugorme. Og er sommerhusgrunden indhegnet, så tag lige en runde på grunden inden du lukker hvalpen ud, så skal evt. hugorme nok liste af når menneskefødder gungrer i jorden.

Det er ikke sådan at hugormene kommer efter hvalpen - hugormen vil helst undgå konfrontationer og vil altid stikke af hvis den får chancen. Imidlertid kan hvalpen ved et uheld komme til at løbe hen over hugormen, og ja, så forsvarer den sig selvfølgelig ved at bide. Hugormebid er generelt farlige for hunde - og jo mindre hund jo større risiko er der for fatale følger af biddet - så hugormebid er altid farligere for hvalpe end for voksne hunde. Sker ulykken og din hund bliver bidt af en hugorm skal du derfor omgående søge dyrlægehjælp.

Og er det en lille byhvalp, som er kommet på landet, så husk at holde den i snor hvis I passerer folde med kvæg eller heste. Hvalpe, der ikke er vant til sådanne store dyr kan finde på at prøve at jage dem og det kan meget let ende med at hvalpen kommer til skade – så snor på hvalpen når I kigger på køer og heste.

Nyd ferien og hvalpen

Hvis du er opmærksom på de ting, der kan udgøre en risiko, vil du sandsynligvis kunne undgå dem og få en dejlig ferie i sommerhuset sammen med din hvalp. Det, at holde ferie sammen med hundehvalpen, vil helt sikkert være en rigtig god base for jeres fremtidige forhold. Så nyd ferien med hvalpen og brug tiden godt, det vil komme mange gange tilbage på den gode måde i årene fremover.

Andre artikler i kategorien Hund

Hvilket hundefoder er bedst?

Uanset om du er på udkig efter foder til din nye første hund, eller bare leder efter forbedring til din gamle bedste ven, så kan hundefoder udvalget være en jungle af finde rundt i. I bund og grund, vil man jo bare gerne give sin hund det b...

Jagthunden

En af de vigtigste ting at tage højde for, når hunden skal med på jagt er selve træningen op til jagten.

Velkommen til OLIVERS

Hos OLIVERS kan du selv vælge, om du ønsker at købe dine varer som medlem af ClubOlivers eller ej.

Beslutter du dig for at købe som medlem, så er første måned helt gratis. Prisen er herefter kun 79 kr./md, og kan opsiges uden problemer, hvis du ønsker det.

Som medlem af ClubOlivers får du altid 25% rabat på foder samt høje rabatter på godbidder og tilbehør

Velkommen til OLIVERS