Swipe to the right

Killingens udvikling

Killingens udvikling

Allerede når killingerne er et par dage gamle, træder lugtesansen i funktion. Omkring en uges tid efter fødslen begynder de små pus så småt at få øjne, og her skal man ikke have det store neonlys fremme. Alle killinger bliver født med blå øjne, som så skifter hen ad vejen (hvis det altså ikke er en blåøjet race). Når killingerne er omkring 10 dage gamle, begynder de at være mere bevidste. Man kan i det første stykke tid ikke gøre så meget for de små, det sørger moderen for. Til gengæld må man forkæle moderen, så hun har kræfter og energi til sin moderrolle.

Det er en god ide at være meget i kontakt med killingerne, så de vænner sig til os mennesker. Killingen udvikler sin sociale adfærd mellem 3- og 7-ugers alderen. Det er derfor vigtigt, at den er i hænder - også kaldet socialisering. Man regner med, at socialiseringsperioden varer til omkring katten er et halvt år gammel. Her lærer den, hvordan den helst skal gebærde sig over for mennesker, andre dyr, lyde i hjemmet, og ikke mindst lærer vi mennesker også, hvordan vi skal opføre os over for killingen.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at man leger med den - gerne med kattelegetøj - introducerer den for venner og bekendte og i det hele taget giver den mange gode ufarlige oplevelser, så den bliver en tryg og harmonisk kat.

I alderen mellem 3-12 uger lærer killingen ved at iagttage, især moderen, men her gør den også sine egne erfaringer, såsom hvad der er sjovt, hvad der er knap så sjovt, og hvad der er farligt. Når killingen er 12 uger gammel, og ikke før, gerne ældre, er den parat til at komme ud til sine nye mennesker. Killinger er yderst nysgerrige og lærevillige, og her er det en god ide at begynde at "opdrage" dem. Man kan godt lære dem, at det for eksempel er forbudt at hoppe op på køkkenbordet eller ovnen.

En af de bedste måde at komme dårlige vaner i forkøbet er ved at sige NEJ højt og tydeligt, eller et sprøjt vand fra en sprayflaske i selve gerningsøjeblikket. Man må aldrig nogensinde slå sin killing (eller voksne kat for den sags skyld), uanset hvor irriterende, provokerende og dumt den opfører sig.

Lær i stedet at tælle til ti eller tyve - gerne på et andet sprog end modersmålet. Hvis det ikke hjælper, så tæl baglæns. Men vær konsekvens med "NEJ" og vandsprøjten. Ros derimod killingen, når den gør noget rigtigt, f.eks. bruger kradsebrættet i stedet for sofaen. Giv den eventuelt godbidder, når den ønskede adfærd viser sig. Det lærer den lynhurtigt. Det kan godt være, at katten lærer, at det er fy-fy med køkkenbordet, når du er hjemme. Men den er højst sandsynlig deroppe, når du ikke er hjemme - og hvad du ikke ser og ved, har du ikke ondt af.

At have en killing er altid en munter tid. Det er sjovt at følge udviklingen og husker man at lege og træne med den, kan mange unoder og deraf følgende frustrationer undgås. Det er i denne periode, man blandt andet finder ud af, hvor mange ark papir en toiletrulle kan indeholde og gardiner og især persienner er meget interessante objekter for katte.

OLIVER'S KITTEN

Andre artikler i kategorien Kat

Katten med på biltur (del2 af 2)

Mange voksne katte har negative associationer når det kommer til deres transportbur. Dette er ikke så underligt, da de fleste katte kun er i kontakt med deres transportbur, når der skal ske noget, som de ikke oplever som værende specielt po...

Katten med på biltur (del1 af 2)

De fleste katte lærer at forbinde både transportbur og transport i bil med en negativ oplevelse, som fx et besøg hos dyrlægen eller ophold i en katte pension. Så hver enkelt oplevelse som involverer at være i transportburet og blive trans...