Swipe to the right

Jack Russell Terrier

Jack Russell Terrier

Jack Russell Terrieren stammer oprindeligt fra England, hvor racen i 1800-tallet opstod som følge af præsten John ”Jack” Russells avlsindsats. Jack Russell var en aktiv jæger men ønskede en hund, der kunne følge hans Fox Hounds, og som kunne gå i grav for at tvinge ræve og andet vildt ud af deres huler. Derfor udviklede præsten en stamme af Fox Terriers, og der opstod to varianter med de samme grundlæggende egenskaber; kun med forskelle i størrelse og proportioner. Den højere og mere kvadratiske variant kendes i dag som en Parson Russell Terrier, mens den mindre og i proportionerne lidt mere aflange variant er Jack Russell Terrieren. Gennem målrettet avlsarbejde, helt frem til sin død i 1883, lykkedes det Jack Russell at skabe en lille og modig terrier med gode jagtegenskaber, som ikke var aggressiv men derimod god til at samarbejde med mennesker.

I 1960’erne blev de første Jack Russell Terriere importeret fra England til Australien, hvor visionære opdrættere så et stort potentiale i den lille, hurtige race. Jack Russell Terrieren blev derfor videreudviklet i Australien og stort set alle baggrundslinjer, der bruges i dag, stammer således derfra. Jack Russell Terrieren blev godkendt som selvstændig race i Australien allerede den 1. januar 1991, mens den blev godkendt som selvstændig race i Danmark af Dansk Kennel Klub i 2001.


Mentale og sociale egenskaber:

jack-russel-terrier-opdragelse-og-lydighed

Jack Russell Terrieren er en livlig, intelligent og energisk terrier – en ”stor” hund i en lille krop. Grundlæggende er racen meget glad og socialt indstillet, men terriertemperamentet skal selvfølgeligikke undervurderes. Den er modig, venlig og tillidsfuld – en mentalt stabil og velafbalanceret race. En Jack Russell bør opdrages med en fast, men kærlig hånd. Er den korrekt socialiseret fra opdrætteren og fortsættes den positive opdragelse og socialisering hos familien, vil man få en fantastisk hund. Jack Russell Terrieren kræver uforbeholden kærlighed - den knytter et stærkt bånd til sin familie og har en god tilpasningsevne. Hvis familien er meget aktiv, vil den følge med, mens den også nemt vil tilpasse sig hos en mindre aktiv familie. Det er dog vigtigt, at en Jack Russell får god motion, får brugt sine kræfter og får stimulering ved at få lov til at bruge sin hjerne gennem aktiveringsopgaver. En Jack Russell elsker at arbejde og kan bruges til meget forskelligt. Ud over at være en fremragende familiehund er den meget lærenem, og mulighederne for valg af aktiviteter er mange. For blot at nævne nogen kan Jack Russell Terrieren bruges til agility, jagt, sporarbejde, lydighed, rally-O, udstilling, lure coursing mm. Der er derfor god mulighed for at finde aktiviteter, som både hund og ejer bliver glad for, og hvor man kan møde andre hunde og ejere med samme interesse.

Et hul i haven og en ”turbo-tur” i ny og næ er dog ting, man må acceptere som ejer af en Jack Russell. De er udstyret med en ”turbo-knap”, som ind i mellem aktiveres, og så går det ellers over stok og sten – festligt og underholdende.


Jack Russell sundhed og udseende

Jack Russell Terrieren er en sund og robust race, der ikke lider af eller har anlæg til belastende kroniske sygdomme. De fleste opdrættere har stort fokus på sundheden på de hunde, der indgår i avl. Derfor undersøger og tester en del opdrættere for en sikkerheds skyld sine avlsdyr for blandt andet Patella Luxation (løse knæskaller), Primary Lens Luxation (DNA-test) og øjensygdomme (øjenlysning, ECVO-attest). Racen har ikke problemer med disse ting generelt, men opdrætterne vil gerne sikre, at de ikke dukker op i fremtiden. Det er altså ikke fordi, der er nogen avlsrestriktioner eller krav til undersøgelserne i Danmark – det er ganske frivilligt, at opdrætterne undersøger for disse ting.

Jack Russell Terrieren er som voksen mellem 25-30 cm høj over skulderen og vejer mellem 6-7 kg - det er altså nemt at have russellen med sig alle vegne. Den er rektangulær i kroppen og udtrykker spændstighed og karakter i sit væsen og fremtoning. Den bevæger sig elegant, velafbalanceret og flydende. Russellen fås i tre forskellige pelsvarianter; glathåret, ruhåret og ”broken”, som er en mellemting mellem glat- og ruhåret. Heraf skal hunde af pelsvarianterne ruhåret og broken trimmes en gang imellem – noget man dog godt selv kan lære, hvis man sætter sig ind i det.


Kort om Jack Russell Terrieren:

  • Som fuldvoksen vejer den 6-7 kg og er mellem 25-30 cm høj over skulderen
  • Den fås i tre pelsvarianter; glathåret, ruhåret og ”broken”, hvoraf ruhåret og ”broken” varianter skal trimmes en gang imellem
  • Den fælder – ligesom alle andre hunde
  • Farven er hvid med sorte og/eller brune aftegninger – i sjældnere tilfælde forekommer farven tri-colour. De brune farver kan gå fra lys tan til varm kastanjebrun
  • Det er en fremragende familiehund, og den knytter et stærkt bånd til sin familie
  • Den er meget social og mentalt stabil, og den er opmærksom og intelligent
  • Den er ikke aggressiv
  • Den er nem at have med alle vegne, og den har en god tilpasningsevne
  • Den elsker at arbejde, er lærenem og kan bruges til mange forskellige aktiviteter
  • Den er god sammen med både heste og andre hunde

Jack Russell Terrieren er en charmerende, lille hund, som er her og der og alle vegne, når den ikke ligger med stængerne i vejret og snuer i familiens sofa. Den giver og kræver uforbeholden kærlighed og kan snildt blive 12-15 år gammel, hvis den passes ordentligt.

Vil du vide mere om racen, kan du besøge Jack Russell Terriernes eget site: http://russell.dansk-terrier-klub.dk – her kan du blandt andet finde alle aktive DKK-opdrættere af racen, ligesom du kan finde racens repræsentanter, som du kan kontakte, hvis du har spørgsmål til Jack Russell Terrieren.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Lars Frennesen, racerepræsentant for Jack Russell Terrier

Andre artikler i kategorien Hund

Hvilket hundefoder er bedst?

Uanset om du er på udkig efter foder til din nye første hund, eller bare leder efter forbedring til din gamle bedste ven, så kan hundefoder udvalget være en jungle af finde rundt i. I bund og grund, vil man jo bare gerne give sin hund det b...

Jagthunden

En af de vigtigste ting at tage højde for, når hunden skal med på jagt er selve træningen op til jagten.

Velkommen til OLIVERS

Hos OLIVERS kan du selv vælge, om du ønsker at købe dine varer som medlem af ClubOlivers eller ej.

Beslutter du dig for at købe som medlem, så er første måned helt gratis. Prisen er herefter kun 79 kr./md, og kan opsiges uden problemer, hvis du ønsker det.

Som medlem af ClubOlivers får du altid 25% rabat på foder samt høje rabatter på godbidder og tilbehør

Velkommen til OLIVERS