Swipe to the right

Briard

Briard

Trods sit attraktive udseende med den flotte bølgede pels er briarden på ingen måde en pyntegenstand, men derimod en udpræget brugshund, der har behov for daglige udfordringer.

Briard også kaldet Chien de berger de Brie og betyder hyrdehunden fra Brie. Den hører til de ældste franske hunderacer og blev allerede omtalt i 1700-tallet. Briarden er gennem århundreder blevet brugt som hyrdehund, både som vogter for fåreflokken og for hjemmet. Med sin størrelse og vægt var den i stand til at holde både ulve og tobenede røvere væk. Gennem historien har racen opnået et meget heroisk og arbejdsomt islæt. Eksempelvis stolede Napoleon så meget på racen, at han tog dem med på sine felttog, og Thomas Jefferson skulle efter sigende også have været en stor beundrer af racen og importeret en del hunde til USA. Efter den franske revolution kom racen virkelig til sin ret. Da de store godser blev udstykket i små vingårdslodder, udnyttede man Briardens uforklarlige instinkt, der gør, at den holder sine får indenfor sin herres ejendoms uafmærkede grænser. Under 1. og 2. Verdenskrig blev racen ligeledes brugt flittigt. Den var budbringer, bragte forsyninger til soldaterne ved fronten og var på grund af sin størrelse i stand til at transportere maskingeværer og ammunitionsbælter til våbendepoterne. Røde Kors anvendte den som redningshund, hvor den opsporede sårede soldater og ledte hjælperne til dem. Dens indsats under krigen var med til at gøre den meget populær blandt soldaterne, som efter krigen tog hunde med sig hjem til forskellige dele af verden. På trods af, at briarden har en meget lang historie bag sig, blev der i Danmark først stambogsført en Briard i 1972.

Briarden er som nævnt frem for alt en brugshund, og selvom den hovedsagelig bliver holdt som familie- og selskabshund, skal man huske på, at den stadig har sine oprindelige arbejdshundeegenskaber i behold. Dette ses tydeligt ved dens tilbøjelighed til at indringe og ikke at slippe sine mennesker af syne. Den har endvidere en stærkt udpræget sans for sit territorium og lærer hurtigt ejendommens ikke synlige grænser at kende. 

Briarden er en meget intelligent, arbejdslysten, aktiv, udholdende og lærenem hund med en stærk vilje. Den har brug for en familie, der kan give den opmærksomhed, aktivering og lade den så meget som muligt være en del af flokfællesskabet. Dens opdragelse kræver indfølingsevne, stærk vilje og konsekvens, således er det en race, som man kun bør anbefale til erfarne hundefolk. 

Selvom Briarden er en livlig hund, der altid uanset alder er oplagt til arbejde eller leg, formår den alligevel at udstråle ro og autoritet. Den er vagtsom, modig og energisk og kan utrætteligt yde sine tjenester i familien, så hvis man ikke sørger for at holde den beskæftiget, finder den tit selv på mulige narrestreger. Den elsker at udføre opgaver og er en tro følgesvend til den ejer, som forstår racens natur. Briarden er som udgangspunkt børnevenlig, men da den er stærk, bør dens samvær sammen med mindre børn kontrolleres, da de i umiddelbar glæde kan finde på at tackle poderne. 

Briarden er en ualmindelig vidunderlig hund med utrolig mange positive egenskaber, men disse kan kun udvikles, hvis den får tilstrækkeligt af kærlighed og beskæftigelse. Den har meget initiativ og forlanger det samme af sin herre. Daglige gåture er ikke tilstrækkeligt for Briarden: Der bør arbejdes med hunden i form af enten lydighed, agility, sporarbejde, vognkørsel, cykling eller anden sport. 

Allerede fra hvalp skal man gøre en ekstra indsats med hensyn til socialisering og miljøtræning, da de af natur er reserverede og mistroiske, dog ikke angste, over for fremmede. 

En Briard er en stor, robust og udholdende hund, der måler 56-64 cm for tæver og 62-68 cm for hanhunde. Den vejer mellem 32 og 45 kg afhængig af køn og højde. Overalt er den dækket af lang, bølget pels, der kan have alle farver fra en meget lys beige, over dyb rødlig brun, sølv eller stålgrå til skinnende sort. Pelsen er strid og modstår regn samt snavs. Der skal pålægges en vis tid til pelspleje.

Ifølge Dansk Hunderegister er der pr. 10. december 2008 registreret 554 Briarder. 

Andre artikler i kategorien Hund

Guide: Sådan bør du introducere din hund for baby

Gæsteindlæg af folkene fra Babyhelp.dkHvis ikke man tager sine forholdsregler, kan det være en udfordring at få baby til at forlige sig med hjemmets hund og hjemmets hund til at forlige sig med baby. Heldigvis er det muligt at søsætte en ...

Hvilket hundefoder er bedst?

Uanset om du er på udkig efter foder til din nye første hund, eller bare leder efter forbedring til din gamle bedste ven, så kan hundefoder udvalget være en jungle af finde rundt i. I bund og grund, vil man jo bare gerne give sin hund det b...

Velkommen til OLIVERS

Hos OLIVERS kan du selv vælge, om du ønsker at købe dine varer som medlem af ClubOlivers eller ej.

Beslutter du dig for at købe som medlem, så er første måned helt gratis. Prisen er herefter kun 79 kr./md, og kan opsiges uden problemer, hvis du ønsker det.

Som medlem af ClubOlivers får du altid 25% rabat på foder samt høje rabatter på godbidder og tilbehør

Velkommen til OLIVERS