Swipe to the right

Akita Inu

Akita Inu

Med spidshunderacen, Akita Inu’s så dramatiske og betydningsfulde, historiske baggrund, der i følge nogle kilder kan følges 5000 år tilbage, er det forståeligt, at den i dag betegnes som én af Japans nationale varetegn.

Akita-lignende hunde, som ledsagede samuraikrigere, udgør en fast del af den japanske mytologi, og utallige malerier, vægtegninger og skrifter beviser deres massive rolle som både jagt- og vagthunde i den japanske historie. Racen er opkaldt efter dens oprindelsessted, Akita-provinsen på den japanske ø, Honshu, mens inu er det japanske ord for hund. 
Fra 1200-tallet blev hundekampe en populær sport, og disse bestialske begivenheder blev hurtigt udbredt i hele Japan. Dette prægede i den grad Akita-avlen, som blev koncentreret om at frembringe større og stærkere hunde, således hundene fra midten af 1800 tallet også blev krydset med Tosa og Mastiff.

Dette resulterede i en større, mere aggressiv hund, som dog også rent udseendemæssigt adskilte sig fra den traditionelle Akita, idet den mistede hyrdehundetrækkene og i stedet fremstod som en stor hund med rynket pande, krøllet hale og hængeører. Kamp-akitaen menes at være forgænger til den amerikanske Akita. Antallet af de oprindelige Akitaer faldt derved drastisk. I starten af 1900 tallet blev hundekampe forbudt af kejseren, og dette havde ligeledes en stor effekt på raceantallet. Hundene blev nu blot anset som en belastning, og mange blev forladt eller sultet ihjel. To andre forhold i samfundet førte ydermere næsten til racens uddøen: Udbrud af rabies (hundegalskab) og indførelse af hundetegn. Dette resulterede i, at løsgående hunde i de næste 20 år blev aflivet i massevis. 

Omkring 1930 blev et forbund med formål at bevare Akitaen etableret, hvor renavl kom i højsædet. I juli 1931 blev racen i forbindelse hermed således registreret som nationalt monument. I de efterfølgende krigsår, hvor der forekom en massiv mangel på alle materialer, deriblandt også tøj, blev atter en massiv nedslagtning af Akitaerne udført med henblik på at bruge deres pels til militæruniformer. Nogle ejere prøvede at skjule deres elskede hunde eller lod som om, at de var schæferblandinger, idet denne race var den eneste, der ikke skulle lade livet, i og med de blev brugt af militærets patruljer. Disse skjulte Akitaer menes efterfølgende at have udgjort fundamentet for genopbyggelse af racen. Efter besættelsen af Japan bragte mange amerikanske soldater hunde med hjem til USA, hvilket var medvirkende til, at avlen i de to lande fortsatte og udviklede to forskelligt udseende hundetyper: Mens japanerne avlede hen mod den traditionelle, orientalske spidshund med tætrullet halekrølle, trekantet hoved og fremover hældende ører, foretrak amerikanerne tungere hunde med store ører og rynket udseende. Som resultat heraf fastslog FCI i 2000, at Akitaen skulle opdeles i to separate racer: Den oprindelige, lette Akita og den kraftigere Great Japanese Dog, sidstnævnte senere omdøbt til Amerikansk Akita. 

Akita inu er en intelligent, rolig, robust, stærk hund med udpræget jagt- og beskyttelsesinstinkt. At racen er trofast og kræver en tæt familietilknytning, var Akitaen, Hachi-Ko et legendarisk bevis på: Den var ejet af en professor fra Tokyo, og hver morgen når han skulle på job, fulgte Hachi-Ko ham ned til togstationen og ventede ligeledes på ham ved ankomst om aftenen. Desværre døde professoren i 1925 pludseligt af et slagtilfælde på jobbet Hachi-Ko ventede forgæves på sin herre den dag, og de efterfølgende ni år boede han til sin død hos nogle af professorens slægtninge, men hver dag gik Hachi-Ko ned til toget for at vente på sin herre. Denne adfærd blev kendt i hele Japan, og ved Hachi-Ko’s død rejste man på togstationen en bronzestatue til minde om ham. 

På grund af sit jagtinstinkt og egensindighed er det ikke en hund, der er let at opdrage. Den kan have en vis tilbøjelighed til dominans og slagsmål med andre hunde, men er pålidelig i sin familie og sammen med børn. Akitaen behøver megen forståelse for sin karakter samt en konsekvent, men kærlig opdragelse. 

Flere pelsfarver er tilladt, og den tykke pels kræver ikke megen pleje. Ifølge racestandarden bør skulderhøjden for hanner være 67 cm, for tæver 61 cm. Kroppen er harmonisk og muskuløs med den karakteristiske tykke, stramt oprullede hale. Ansigtet er defineret med en bred pande med tydelig midterfure og relativt små, mørke øjne. Ifølge Dansk Hunderegister er der i juni 2008 registreret 88 Akitaer.

Andre artikler i kategorien Raceportræt

Jack Russell Terrier

Jack Russell Terrieren stammer oprindeligt fra England, hvor racen i 1800-tallet opstod som følge af præsten John ”Jack” Russells avlsindsats. Jack Russell var en aktiv jæger men ønskede en hund, der kunne følge hans Fox Hounds, og som...

​Raceportræt – Coton de Tulear - Bomuldshunden

Raceinfo Racen Coton de Tulear bedre kendt under navnet bomuldshund er en aldeles populær race. Udover racens lille størrelse og blide temperament, er der særligt en ting som forstærker racens popularitet, nemlig dens pels. Pelsen minder i...

Velkommen til OLIVERS

Hos OLIVERS kan du selv vælge, om du ønsker at købe dine varer som medlem af ClubOlivers eller ej.

Beslutter du dig for at købe som medlem, så er første måned helt gratis. Prisen er herefter kun 79 kr./md, og kan opsiges uden problemer, hvis du ønsker det.

Som medlem af ClubOlivers får du altid 25% rabat på foder samt høje rabatter på godbidder og tilbehør

Velkommen til OLIVERS