Swipe to the right

Afghansk mynde

Afghansk mynde

Stolthed – værdighed – elegance. Det er blot nogle at de egenskaber, som kendetegner den afghanske mynde. 

Når den elegant kommer svansende med fejende pels kan man nemt forledes til at tro, at det er en rigtig pusse-nusse-sofa-hund. Men tag ikke fejl! Afghaneren er en fantastisk sej, hårdfør og hurtig hund, som kan klatre i bjerge, springe højt – og ikke mindst løbe, løbe og atter løbe.

Den afghanske mynde er en urgammel race. Den kan spores til det gamle Egypten, måske Babylon, men i hvert fald til fyrsterne i Afghanistan, som brugte de lynhurtige og udholdende hunde til at jage og dræbe især klovdyr, hare og kanin. Mange mener, at man kan føre racens oprindelse ikke mindre end 5000 år tilbage i tiden.

De første afghanske mynder kom dog først til Danmark i 1930’erne, og racen havde sin storhedstid herhjemme i 1970’erne. Siden da er antallet af registreringer gået støt tilbage – i 2008 blev der kun registreret en enkelt afghansk mynde i Dansk Kennel Klub, og det var en import.

Den afghanske mynde er egenrådig. Det er ikke helt ved siden af at sammenligne dens sind med en kats. Den vil gerne kæles for – når det altså passer den! – og når den ikke gider at blive nusset længere, går den sin vej. Den er glad for sin familie, men den kan være endog meget reserveret grænsende til det arrogante overfor fremmede. 

Det er ikke nemt at opdrage en afghansk mynde. Her hos OLIVER’s går vi som bekendt ind for, at ALLE hunde skal opdrages og trænes med motivation, leg og glæde, og det gælder ikke mindst, når man skal opdrage den aristokratiske mynde. Hårde ord og straf virker ikke på den stolte hund, og man skal til tider være meget opfindsom for at motivere den til at lære den de mest elementære grundregler for at leve i en familie. Præcis som katten. Den er selvstændig, hvilket er en nødvendighed, da den gennem mange generationer har været vant til at jage uden indblanding af mennesket. Den afskyr tvang, men værdsætter samarbejde under gensidig respekt.

Det kan ikke anbefales førstegangs hundeejere at købe en afghansk mynde. Den kræver en erfaren ejer, som forstår dens specielle sind. Til gengæld kan erfarne hundeejere have stor fornøjelse af racen, som er meget hengiven overfor sin familie. 

Afghanske mynder elsker at løbe. Kilometer efter kilometer i høj fart. Det siger sig selv, at en så aktiv race kræver at få afløb for sin energi, men det kan være svært at finde steder, hvor man kan slippe den løs. En afghansk mynde jager med synet, og den ser den mindste bevægelse langt ude i horisonten. Det tænder øjeblikkeligt dens udprægede jagtinstinkt, og fra det sekund lukker den af for omverdenen. Der er kun én tanke i dens hoved – at jage byttet. 

Mens man kan kontrollere de fleste jagthunde under jagten, er det helt anderledes med den afghanske mynde. Når jagtinstinktet først er vækket, hører eller ser den intet andet. Den sprinter afsted og giver ikke op, før den har fanget og dræbt byttet. Ejerens kalden eller fløjten adlyder den uhyre sjældent, selv om den måske ellers er lydig nok i andre situationer.
Derfor bør man altid kun slippe hunden løs uden line på indhegnede steder, hvor den ikke kan gøre skade på andre dyr – for den nøjes som nævnt ikke med at løbe efter byttet – den jager for at slå ihjel!

Man kan godt have en afghansk mynde, selv om man bor i byen. Men det kræver, at man har gode muligheder for at lade den få afløb for sin løbetrang. I Europa og USA bruges racen mest som familiehund og til udstilling, og i nogle tilfælde bliver den også brugt til væddeløb og lure coursing. I dens hjemland bliver den stadig anvendt som brugshund.

Andre artikler i kategorien Raceportræt

Jack Russell Terrier

Jack Russell Terrieren stammer oprindeligt fra England, hvor racen i 1800-tallet opstod som følge af præsten John ”Jack” Russells avlsindsats. Jack Russell var en aktiv jæger men ønskede en hund, der kunne følge hans Fox Hounds, og som...

​Raceportræt – Coton de Tulear - Bomuldshunden

Raceinfo Racen Coton de Tulear bedre kendt under navnet bomuldshund er en aldeles populær race. Udover racens lille størrelse og blide temperament, er der særligt en ting som forstærker racens popularitet, nemlig dens pels. Pelsen minder i...

Velkommen til OLIVERS

Hos OLIVERS kan du selv vælge, om du ønsker at købe dine varer som medlem af ClubOlivers eller ej.

Beslutter du dig for at købe som medlem, så er første måned helt gratis. Prisen er herefter kun 79 kr./md, og kan opsiges uden problemer, hvis du ønsker det.

Som medlem af ClubOlivers får du altid 25% rabat på foder samt høje rabatter på godbidder og tilbehør

Velkommen til OLIVERS