12/08/11 10.03 Af Anne Egede
Man kan sagtens have hund uden at have et hundehus. Men har man et godt hundehus kan man være ret sikker på at ens hund vil værdsætte det – allermest hvis hundehuset kun bruges som et supplement til hundens liv sammen med sine mennesker.
Hundehuse fås i mange udformninger. Fra de klassiske hundehuse udført i træ med et indgangshul til hunden og høj rejsning på taget over iglolignende hundehuse i plastik, og alt der i mellem. Og så er der selvfølgelig også de mere personlige løsninger. Enten kan man lave sit eget hundehus eller man kan få en til at bygge det for sig.
Boligindretning
Uanset hvad man vælger er der visse krav, der skal være opfyldt for at hunden kan få glæde af sit hus. Først og fremmest skal huset passe til hundens størrelse. Og det er ligeså galt at have et stort hus til en lille hund som omvendt. Skal hunden ind i mellem opholde sig i hundehuset om vinteren skal huset være særdeles velisoleret, og det må ikke være større end at hunden kan varme det op med sin kropsvarme – og holde på varmen. I det hele taget er en god isolering af hundehuset vigtigt. Om vinteren holder det kulden ude, og om sommeren holdes varmen på afstand. Om sommeren er det også en god ide at vende hundehuset så indgangen peger mod nord. På den måde undgår man at solen falder ind i huset og forvandler det til en bageovn.
Vigtigt at hunden kan ligge godt
Huset skal være så stort at hunden kan stå op, ligesom der skal være plads til at ligge godt i det. Og så skal der selvfølgelig være noget blødt at ligge på inde i huset. Halm eller tæpper, men ikke savsmuld, som har en tendens til at genere hundens øjne. Visse hunde kan dog heller ikke tåle at ligge i halm, så man må prøve sig lidt frem. Skal huset kun bebos af en hund er det en god ide at lave et vindfang, eller en lille forgang, så blæst forhindres i at suse direkte ind i huset. Bor der flere hunde i huset kan vindfanget ofte droppes – igen afhængig af årstid. Man kan få hundehuse hvor man kan sætte en ekstra væg op inde i huset, og på den måde lave en entre til hunden når årstiden og vejret kræver det. Væggen er flytbar, og kan fjernes igen når klimaet ikke længere kræver dens tilstedeværelse.
Små hunde taber hurtigere varme
Har man små hunde skal man huske, at de har et langt større varmetab til omgivelserne end deres større artsfæller. Små hunde bør derfor ikke opholde sig længe i et uopvarmet hundehus når det er koldt. De samme gælder for hunde, der er meget kortpelsede.
Flytning skal ske om sommeren
Har man tænkt sig at flytte hunden ud i et hundehus et par timer om dagen, bør omvæltningen i øvrigt altid ske i sommerhalvåret – uanset hundens størrelse og pelslag.Endelig er der altså de hunde, som uanset hvor godt og velgennemtænkt hundehuset er, under ingen omstændigheder gider tilbringe så meget som 5 minutter der, men insisterer på at bo i deres menneskers hus. Og, ærlig talt, det skal de så bare have lov til.