15/07/11 08.30 Af Ea Holmquist
Labrador retrieveren – også kaldet labrador eller blot lab – er den fødte brugshund. Men samtidig er den med sit milde og venlige temperament en fremragende familiehund.
Denne kombination gør den til Danmarks mest populære hunderace. I juli 2011 var der registreret ikke færre end 120.602 labrador retrievere i Dansk Hunderegister. Selvom nogle af dem må formodes at være døde uden at være afmeldt i registeret, er antallet næsten dobbelt så stort som Danmarks næststørste race – schæferhunden (62.237 registrerede). I 2010 blev der stambogsført 2206 nye labradorhvalpe i Dansk Kennel Klub (DKK). Det svarer til, at godt og vel hver tiende (10,2 procent) af de hvalpe, der sidste år blev registreret i DKK, var af racen labrador.
Labradoren er en meget alsidig race. Den stammer oprindeligt fra små fiskerlandsbyer på Newfoundlands kyst. Man mener, at racen er opstået ved at krydse newfoundlænderhunde med forskellige vandapporterende hunde for at få en lettere hund.
Ifølge Dansk retriever Klub brugte fiskerne de vandglade hunde til at hjælpe med at hente fangster og fiskeredskaber på vandet, ligesom de samarbejdsvillige hunde hjalp med at trække bådenes trosser i land.
Den fødte apportør
Racen labrador retriever kan føres tilbage til 1878, men først i 1949 blev den første tæve importeret til Danmark.
Labradoren, som vi kender den i dag, er først og fremmest fremavlet til at apportere (retrieve) stort set alle typer fuglevildt, hare, kanin og ræv. Men den henter glad og gerne alle ting, som den kan bære – også fars sutsko, avisen i postkassen og kurven med bagerbrød søndag morgen.
Den er en særdeles populær jagthund, hvor den blandt andet bringer vildtet hjem til jægeren. Den elsker vand, så den viger absolut heller ikke tilbage for at svømme ud og apportere for eksempel en and.
Narko- og bombehund
Udover labradorens evne og aldrig svigtende lyst til at apportere har den en uovertruffen næse. Derfor er racen særdeles velegnet hos politi- og toldvæsenet som narko- og bombehunde, hvor narkohundene hovedsagelig anvendes til at ransage efter forskellige former for narkotika. Nogle har den fejlagtige opfattelse, at hundene er narkomaner, og at det er derfor, de har stor lyst til at søge efter stofferne, men det er helt forkert. Hundene lærer gennem leg og motivation, at de får en belønning i form af boldleg eller godbid, når de finder narkotika.
Bombehundene bruges, når politiet skal sikre, at der ikke er gemt våben eller sprængstoffer i områder, hvor særligt vigtige personer (VIP) skal opholde sig.
Blinde- og servicehund
Labradoren er godmodig og samarbejdsvillig. Den elsker at behage og løse opgaver, og derfor har den i mange år været brugt som førerhund for blinde. De seneste 15 til 20 år er der desuden blevet uddannet et antal servicehunde i Danmark – mange af dem labrador. Servicehunde er uvurderlige hjælpere for handikappede, som de hjælper med alverdens gøremål i hverdagen. Hundene kan lære at åbne køleskabe, at samle tøj og andet op fra gulvet og aflevere tingene til ejeren, som sidder i kørestol, at lægge tøj i vaskemaskinen, at gøre hørehæmmede opmærksom på, at telefonen ringer eller at en gæst banker på døren – kort sagt er der stort set ingen grænser for, hvad en servicehund kan lære!
Familiehund
Labradoren er intelligent, hvilket de mange, mange familier, som har labradoren som et elsket medlem af familien, kan skrive under på. Der er intet ondt skabt i den, og den elsker alle medlemmer af familien lige højt. Den egner sig godt til at være ”familiehund”, men man skal dog være opmærksom på, at det ER en brugshund, som udover kæl og klap også har behov for både fysisk og mental aktivering.
Formel 1 typen
Ifølge FCI-standarden må en labrador være enten sort, gul eller brun. Typemæssigt findes den i to forskellige varianter: den ”almindelige” og ”Formel 1”. Mange har den opfattelse, at Formel-1 typen er en ny, let og hurtig type, der er kommet til indenfor de seneste årtier. Men det er forkert, fastslår www.labrador-retriever.dk
CITAT fra beskrivelsen af Formel 1: ”Begrebet ”Formel 1 indenfor labrador retrievere kan forklares med meget få ord: Det er ganske simpelt en hund, der er avlet på engelske/irske markprøvelinier”.