11/08/11 15.24 Af Linda Due Hansen
Ligesom flere og flere mennesker får konstateret såkaldte livsstilssygdomme, dvs. tilstande, der i større eller mindre grad fremkaldes af vores forhold i vores livsstil så som rygning, fedtholdig kost, overvægt, manglende motion, oplever vi på samme vis denne tendens hos vores kære kæledyr.
Sukkersyge kan være et eksempel på ovenstående.
Sukkersyge eller også kaldet diabetes mellitus er en af de almindeligste hormonsygdomme hos hunde og i mindre grad katte. Bliver sygdommen ikke behandlet, eller bliver den behandlet forkert, kan dyret dø.
Sygdommen skyldes en fejl i stofskiftet, hvor bugspytkirtlen ikke vil producere tilstrækkeligt med et hormon kaldet insulin. Da insulin har til formål at hjælpe vores krops celler til at udnytte og optage kulhydrater/sukker som energi, vil det medføre, at sukkeret derimod vil ophobes i blodbanen, og cellerne vil mangle energi. Ved sidstnævnte prøver cellerne at kompensere for det ved at skaffe energien et andet sted, nemlig ved at fedtvæv og proteiner nedbrydes. Her dannes der dog affaldsstoffer, som kan beskadige livsvigtige organer som lever og nyrer. Proteinnedbrydningen giver svage muskler bl.a. hjertemusklen.
Der skelnes generelt mellem 3 variationer af sygdommen:
Type 1 diabetes: Insulin-afhængig sukkersyge. Den skyldes en nedsat produktion af insulin i bugspytkirtlen.
Type 2 diabetes: Ikke-insulin-afhængig sukkersyge. Den skyldes en mangel på og virkning af insulin. Forekommer ofte hos overvægtige individer.
Sekundær diabetes: Når sukkersyge er en følge af en anden sygdom eller medicinsk behandling. Formen er relativ sjælden, og når den optræder, er det som regel på grund af hormonforstyrrelser eller langvarig behandling med p-piller.
Symptomerne er dog fælles for dem alle og viser sig som øget drikkelyst, spiselyst, vægttab, slaphed, gentagne urinvejsinfektioner og i sjældnere grad øjenproblemer.
Sukkersyge er en kronisk lidelse, men den kan som regel kontrolleres, så dit dyr noget nær kan få et så almindeligt liv som muligt.
Afhængig af, hvor lang tid dyret har lidt af tilstanden, og hvor mange symptomer den har, består behandling af daglig tilførsel af insulin via indsprøjtninger og for katte findes blodsukkerregulerende midler i form af tabletter, korrekt fodring og evt. vægttab, såfremt dyret er overvægtigt.
Selvom vi i OLIVER’S ikke har et specialfremstillet foder til diabetespatienter, kan vi forsøge at hjælpe dit dyr ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv, idet dyr med få symptomer, normal vægt og god appetit normalt kan reguleres via en ordentlig kost. Alfa omega for foderet er, at det ved spisning ikke må udløse for hurtige, markante udsving i blodsukkerniveauet samt, at det ikke må medføre, at dyret tager på i vægt. Med andre ord skal foderet indeholde nedsat fedtindhold, moderat fiberindhold, moderat proteinindhold og et lavt indhold af simple sukkerstoffer samt generelt være højt fordøjeligt.
I praksis har mange hundeejere hertil haft glæde af OLIVER’S OLD & FIT og OLIVER’S WEIGHT LOSS, såfremt hunden også skulle tabe i vægt. For kattene er vores bedste produkt OLIVER’S LARGE CAT, det har det laveste indhold af simple sukkerstoffer og har større foderkroketter, hvilket medfører langsommere spisning og medfølgende langsommer blodsukkerudsving. Vi gør dog opmærksom på, at hvis dyr i væsentlig grad er påvirket af sin sygdom, skal du altid søge vejledning hos egen dyrlæge.
Ydermere bør man dagligt give den samme fodermængde på faste tidspunkter, flere små måltider er af foretrække frem for ét stort hovedmåltid. Moderat motion og helst et nogenlunde ensartet motionsmønster er ligeledes ønskeligt, så dyrene får lov til at leve en nogenlunde normal og symptomfri hverdag.