12/08/11 09.53 Af Linda Due Hansen
At ”gamle hunde ikke kan lære nye tricks”, er heldigvis for de fleste individer ikke helt korrekt. Selvom sanserne og bevægeapparatet måske ikke er, hvad det har været, vil langt de fleste hunde, når de når senioralderen, fortsat have en naturlig livs- og indlæringsglæde, der bør stimuleres fysisk og lige så høj grad mentalt.
Nogle træningsformer eksempelvis intensiv brugshundetræning og agility er for den ældre hund ved at være et afsluttet kapitel, men ikke dermed sagt, at hunden så blot skal ligge og sove hele dagen. Hvis vi som ejer først og fremmest accepterer, at hundens smidighed og bevægetempo er nedsat, nogle dage i højere grad end andre, kan vi fortsat tilrettelægge en hverdag med masser af indhold og udfordringer til vores kære, firbenede ven. Den ældre hund, som blot ligger og keder sig hele dagen, har tit en nedsat livskvalitet. Motion og mental stimulering vil i den grad forebygge kedsomhed, fedme og aldersbetingede lidelser som stivhed i bevægeapparatet, hjertekarsygdomme m.m.
Den fænomenale lugtesans vil for de fleste bibeholdes gennem hele livet, således næsearbejde i særdeleshed kan udgøre en god aktiveringsøvelse for den ældre hund. Øvelserne her kan være mange: For eksempel at gemme et kødben i huset eller haven, strø hundens tørfoder eller små snacks ud på gulvet eller gøre brug af de diverse aktiveringslegetøj, der i dag findes på markedet. Hertil er en god robust plastiskflaske ej heller at kimse af som alternativ. Af øvrige tiltag kan nævnes at tage nogle plastikkopper og fylde dem med mad, sætte disse på række, hvorefter hunden skal snuse eller vælte dem alle sammen for at få maden. Der skal stå nogle med mad i og nogle uden mad imellem hinanden. Ligeledes kan et par tennisbolde eller tre sprættes halvt op, fyldes op med mad, hvorefter de alle kastes ud, så hunden kan snuse sig frem til den, der er mad i. Husk at rose, når denne er fundet og klem al maden ud til hunden. Også et viskestykke kan fint bruges til at pakke godbidder ind i, som hunden så selv skal søge og pakke op.
En klassiker som et fint spor går hunden heller aldrig af vejen for. Alfa omega for ovenstående er, hunden fortsat få en god og sjov oplevelse ud af øvelserne. Det kan dog godt tage lidt længere tid i forhold til de unge hunde, så giv dig som ejer god tid og gør aldrig legene sværere, end at den gamle hund kan klare det på flotteste måde og dermed få en god oplevelse ud af seancen.
Vores hunde bliver aldrig for gamle til at komme ud og læse ”dagens aviser” på lufteturen. I senioralderen vil typisk en ganske unik og tæt samhørighed mellem hund og ejer opstå, således din hund vil nyde at tilbringe så meget tid og oplevelser som dig som muligt. Tag hunden med overalt, hvor du kan, uden den store anstrengelse for hunden. Alt samvær med dig er vigtig aktivering og gør at hunden oplever noget nyt i sin dagligdag.